lørdag den 24. november 2012

Den ternede kjole -overdelen

Her er så begyndelsen til overdelen på den ternede kjole.

Mønsteret er TV440 Pagoda bodice fra Truly Victorian, som jeg også baserede den brune promenadekjole på. Denne gang har jeg dog holdt mig helt til mønsteret, og de eneste modifikationer er derfor dem, der søger for at mønsteret passer specifikt min krop.

Truly victorians TV440 Pagoda bodice


 Overdelen består af en ternet bomuld i hvid, mørkegrå og dueblå, som er foret med en ensfarvet dueblå bomuld, der matcher. Man kan se den dueblå farve på indersiden af ærmerne. PT mangler overdelen at få lagt en belægning hele vejen rundt i kraven, foran og i forneden, at få lavet knaphuller og isyet knapper.


I Stofogstil i Roskilde fandt jeg nogle simple metalknapper beregnet til at blive overtrukket med stof, og dem er planen at bruge hele vejen ned foran. Endelig skal jeg sy en aftagelig hvid krave, der får en smule blonde på, og nogle aftagelige hvide inderærmer, så jeg ikke viser mine bare arme inde under de her løse ærmer.


mandag den 5. november 2012

Den ternede kjole -en start

Så fik jeg endelig taget et par billeder af mit næste projekt. 
Jeg er gået igang med en 1860'er kjole, som kan bruges om dagen. Med den kommer jeg til at have en indendørskjole, en promenadekjole og en balkjole. Så burde jeg kunne klare det meste til viktoriansk reenactment!

Her er de første skitser fra min elskede skitsebog. Bogen går tilbage til 2009, og indeholder stort set alle mine skitser af kjoler jeg drømmer om at lave. Nogle ting er realistiske, andre helt hen i vejret.Hvad der dog er meget almindeligt, er at der sammen med en designskitse er beregninger og konstruktionstegninger, som for mig er en stor del af skitsestadiet. Rent udseende giver ikke mening for mig, jeg skal have en ide om hvordan jeg kommer der til. Nederst på skitse-siden her, kan I se skitserne til den cirkulære krinoline der skal være under skørtet, sammen med skitser af petticoaten.


Projektet her startede allerede i foråret, og jeg nåede derfor faktisk at færdiggøre både krinoline og petticoat, som I kan se nedenfor.
Petticoaten afviger fra den oprindelige skitse i, at den har en ekstra bræmme for oven, der er 2xomkredsen af krinolinen, ligesom den nederste bræmme. Dette skjuler stiverne i krinolinen bedre, og giver en blødere silouet.


Jeg glæder mig til, at huset er tættere på færdigindrettet. Så kan jeg få tid til at sy skørtet, og alle de andre ting, der hører til projektet: skærf med sløjfe og blonder, kyse med blomster, parasol med flæser... Til det moderne øre lyder de ting her forfærdelige, men på sådan en kjole her, passer de virkelig ind!